
Gift ved første blik-Nina: Jeg forelsker mig mest i kvinder

I 10. sæson af "Gift ved første blik" blev Nina Ettrup gift med Rolf.
Forholdet holdt dog ikke, og de to lod sig skille igen.
Siden har man kunnet følge Ninas op- og nedture på hendes Instagram-profil, hvor hun nu skriver, at hun har gjort sig en erkendelse: Hun forelsker sig mest i kvinder.
"De sidste par år har jeg tænkt meget på kærlighed og på køn. Og at grænserne er flydende. Det er de i hvert fald for mig. Og når jeg tænker over det og mærker efter og kigger tilbage, forelsker jeg mig mest i kvinder," skriver hun.
"Og når jeg er heldig, forelsker de sig også i mig. Og nu er 10-øren faldet. Det tog mig lang tid at forstå, hvor jeg skulle kigge, og hvad jeg leder efter," fortsætter hun i opslaget, som BILLED-BLADET har fået tilladelse af Nina til at dele:

Ikke så optaget af køn
Til spørgsmålet om, om hun springer ud som lesbisk eller biseksuel, svarer hun:
- Jeg tror bare, jeg springer ud i en erkendelse om, at jeg ikke er så optaget af køn, jeg er optaget af kærlighed.
Om der er en kvinde for tiden, som hun har forelsket sig i - og som måske er forelsket i hende - holder hun for sig selv.



