
Det lå ikke i kortene for 12 år siden: Danske veninder er med til vinter-OL

Det begyndte som en uskyldig joke i sofaen, som endte med en OL-deltagelse.
Veninderne Mathilde Halse og My Larsen repræsenterer Danmark ved vinter-OL som en del af det danske curlinglandshold.
Men vejen på isen var ganske tilfældig. Det fortæller de to veninder i et interview med TV 2 Kosmopol.
Som 14-årig sad Mathilde Halse klistret til skærmen under vinter-OL i 2014.
Hun var egentlig kunstskøjteløber, men blev tryllebundet af curling på tv. Kommentatorerne fortalte, at man kunne komme til prøvetræning – og så røg der en besked afsted til veninden My.
For sjov skrev hun, om de ikke skulle tage til OL sammen i 2022. Dengang var det bare en drøm mellem to teenagere.
I dag er det deres virkelighed.

Kort efter tog de til prøvetræning i Gentofte, og det blev startskuddet på et tæt makkerskab på isen.
I dag spiller de side om side med profiler som Madeleine Dupont, Denise Dupont og Jasmin Lander Holtermann.
- Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse hver gang, man tager til OL, fortæller Mathilde Halse til TV 2 Kosmopol.
For Mathilde er det tredje gang, hun skal afsted til OL, mens det er anden gang for My.


