
Mogens Lykketoft afslører lykkelig nyhed på direkte tv: Skal være oldefar

Mandag morgen var Mogens Lykketoft inviteret i "Go' morgen Danmark"-studiet for at tale om, at nye tal viser, at middellevealderen for danske mænd nu har rundet de 80 år. Og her afslørede den tidligere politiker en lykkelig nyhed på direkte tv.
Mogens Lykketoft havde sammen med skuespiller Finn Nielsen sat sig til rette i den røde sofa. Begge er de rundet de 80 – Lykketoft i januar, og Nielsen for otte år siden – og da snakken falder på, hvad der holder en i gang, fortæller Mogens Lykketoft stolt om babylykke i familien:
– Jeg kommer ud for et lille nyt mirakel til april. Der skal jeg have det første oldebarn, og det er jo noget, man kan gå og glæde sig til, og som kan holde en i gang på en eller anden måde – at opleve det også, lyder det fra den tidligere minister i "Go' morgen Danmark" på TV 2.
Mogens Lykketoft har to døtre, Maja og Kit, som har givet ham i alt fem børnebørn, som i dag alle er voksne mænd.
Døtrene fik han med sin første kone Aase Toft, som gik bort i 1979 efter en hjerneblødning.
I dag danner Mogens Lykketoft par med Mette Holm, som han fandt sammen med i begyndelsen af 00’erne. Parret blev gift i 2005.
Efter en lang karriere, hvor han har gjort sig som både minister, partiformand og Formand for FN's Generalforsamling, er Mogens Lykketoft i dag gået på pension. Men snart han altså snart fejre en ny titel, når han til april kan kalde sig oldefar.



