11. dec. 2011
Af af Liz Rørsig

Ludvig fra TV 2s julekalender: Var væk fra mor i et halvt år

Thomas spiller gerne fodbold med Luna, men ellers ror han i kajak og fisker, dog mest om sommeren.
Thomas spiller gerne fodbold med Luna, men ellers ror han i kajak og fisker, dog mest om sommeren.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET og TV2
Den unge skuespiller fortæller om spøgelser, penge og om at blive moden.

- Det bedste ved december er, at man får og giver gaver. Jeg kan også godt lide at tælle ned til juleaften, siger 12-årige Thomas Norgreen Nielsen, der tager seerne med storm i TV 2s populære julekalender.

Thomas Norgreen Nielsen kan i en alder af 12 år allerede sige, at han har en skuespillerkarriere. Vi har set ham som Bølle Bob i filmen "Bølle Bob - Alle tiders helt", og nu spiller han hovedpersonen Ludvig i TV 2s julekalender, "Ludvig og Julemanden".

Han er gået til rollen med ildhu og en god portion modenhed. For moden af sin alder virker han, som vi sidder i det hyggelige hjem i Køge, hvor han fortæller om sit juleeventyr. Her bor han sammen med sin mor, Tina, og sine søskende, Maria, 14, Stine 10 og Maja på 7 år. Under optagelserne, som varede fra slutningen af februar til slutningen af juli måned i år, var Thomas væk fra familien. Han fik kun besøg af sin mor to gange.

Mystik på klosteret
- I starten var det lidt mærkeligt at være væk hjemmefra, men til sidst var det faktisk lidt fedt. Jeg boede sammen med de andre børneskuespillere på Skallerup Klit, og en coach hjalp os hver aften med replikkerne. Det har næsten været som et ophold på en efterskole, og jeg er blevet meget mere modig.

Optagelserne på Børglum kloster har været spændende for Thomas, og undervejs oplevede han noget mystisk.

- Det siges jo, at det spøger på klosteret. Da jeg og min storesøster Rebekka (Marta Holm, red.) i julekalenderen har nogle scener sammen, forsvinder hendes jakke, og kort efter dukker den op igen. Og der var ingen andre i lokalet end os to. Klosterets ejer fortæller, at en grå munk plejer at gå op og ned ad trappen, lige hvor vi var. Så måske han tog jakken? spørger Thomas.

Jaloux kammerater
Den unge skuespiller går i 6. klasse og måtte i den fem måneder lange optageperiode sige farvel til skolen og lektierne. Dem fik han til gengæld gjort kål på i tre uger af sommerferien.

- Jeg havde ikke tid til lektier under optagelserne. Mine klassekammerater er nok mest jaloux over, at jeg var væk fra klassen et halvt år, siger Thomas. Han har ganske godt styr på økonomien og den indtjening, som er kommet i kassen efter hans arbejde film og TV.

- Om jeg nu er en rig mand? Jeg har fået et nyt fjernsyn og købt en sprogrejse til sommer, hvor jeg skal tre uger til Weymouth i Sydengland. Her skal jeg bo hos en familie og to dage til London. Der ligger også en dyrepark, som jeg glæder mig til at se. Desuden sparer jeg sammen til et kørekort, lyder det fra Thomas.

Mere om: