13. sep. 2011
Af af Helle Skram de Fries

X Factor-dommerne tager en tur mere

På fredag står Thomas Blachman, Pernille Rosendahl og Cutfather overfor nogle svære valg. Nu er kun de bedste tilbage.
På fredag står Thomas Blachman, Pernille Rosendahl og Cutfather overfor nogle svære valg. Nu er kun de bedste tilbage.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Når DR i starten af 2012 sender endnu en omgang ”X Factor”, bliver det igen med Pernille Rosendahl, Thomas Blachman og Cutfather ved dommerbordet.

Værts-roret er lagt i trygge hænder hos rutinerede Lise Rønne, når DR i starten af det nye år sætter endnu et "X Factor"-skib i mediesøen. Ved dommerbordet sidder også gamle kendinge i form af Pernille Rosendahl, Thomas Blachman og sidste års dommerdebutant Cutfather.

Blachman mener stadig, han har en mission, der er langt større end at finde sangtalenter.

- Min generations børn udstiller i denne programserie sig selv som et rystende resultatet af et skiftende menneskesyn under en neoliberal regering. Derfor sagde jeg ja i 2008, og derfor ser jeg det stadig som min forbandede pligt at afslutte dette arbejde. Håbet skal re-installeres i folket, men også det magter jeg, lyder det generøst fra Thomas Blachman.

Cutfather begrænser sig til at glæde sig til at bruge af sine erfaringer fra sidste år.

- Jeg håber, at den nye sæson vil blive præget af autenticitet og troværdighed hos sangerne, udtaler Cutfather, der mener, han klart har potentiale til at vinde igen - ligesom han gjorde sidste år med unge Sarah.

Pernille Rosendahl vælger "af hårdt købt erfaring" ikke at forvente sig noget specifikt, men vil bare være til stede i nuet.

- Men jeg går ikke af vejen for en sund diskussion og glæder mig til at kæmpe med de to andre kamphaner, forsikrer smukke Pernille Rosendahl.

Lise Rønne glæder sig til sin fjerde sæson som "X Factor"-vært.

- Det, jeg elsker ved "X Factor", er, at der altid kommer helt unikke personligheder med, som jeg ved, jeg kommer til at grine og græde med de kommende måneder.

Læs mere om: