4. sep. 2011
Af af Bent Sennewaldt

Jesper Kleins bisættelse

Jesper Klein
Jesper Klein
Foto: AOP
Jesper Klein skal ligge side om side med Lykke Nielsen, som døde i 2007 – hans hustru gennem 37 år.

- Jeg snød Fruen, indrømmede Jesper Klein dengang han for snart fire år siden købte et gravsted til Lykke Nielsen. Hun var hans elskede og trofaste hustru i 37 år, og han kaldte hende altid for Fruen.

Egentlig havde Lykke Nielsen, som døde af kræft, ønsket at blive bisat i De Ukendtes Grav, men det ønske opfyldte Jesper Klein ikke. Og nu kommer den foldekære og populære skuespiller atter til at ligge ved sin elskede Lykkes side.

På søndag er der mindehøjtidelighed for Jesper Klein i festsalen i Arbejdermuseet i København. Det bliver akkurat som det var tilfældet ved Lykke Nielsens mindefest en dag fuld af musik og sang, øl vin og taler, oplyser B.T.

Fuzzy, som i en menneskealder var en nær ven af Lykke Nielsen og Jesper Klein skal spille, og han får selskab af Tom McEwan på trommer og Niels Vangkilde på bas.

Den 12-årige Vigdis, Jesper Kleins barnebarn, datter af hans datter, Alexandra, spiller på cello et stykke musik for sin morfar ved hans kiste. Inden de musikalske indslag vil der blive talt for Jesper Klein, og der er mange, der har ønsket at sige farvel. Skuespilleren Flemming Jensen er en af dem, en anden er sognepræst ved Christians Kirke, Flemming Pless. Han talte også ved Lykke Nielsens kiste.

Efter at Jesper Klein, som blev 66 år gammel, er blevet kremeret, vil hans urne blive sat ned ved siden af Lykke Nielsens i deres grav på Vor Frelser Kirkes kirkegård på Amagerbrogade.

Læs mere om: