Bonderøven: Jeg gør det for familiens skyld

- For mig er min familie det bedste anker og den største opmuntring til selvforsyning. At kaste sig ud i sådan et livsprojekt, uden at andre end én selv får glæde af det, ville være meningsløst. Men at gøre det for dem giver mening.
DR's Bonderøv, 26-årige Frank Erichsen, lægger ikke skjul på, at det er hustruen Theresa, og deres to små børn, Johan og Alma, der er grunden til, at han arbejder døgnet rundt på at sætte Kastanjegården på Djursland i stand.
Hele vinteren, som er Franks mindre travle tid på gården, har han skrevet på bogen "det enkle liv - skridt på vejen mod selvforsyning", der netop er udkommet på Gyldendals Forlag.
- I 15 år har jeg haft bogen (John Seymours bog om selvforsyning, red.) liggende fremme på bordet. Efterhånden har jeg afprøvet meget af det, der står i bogen og føler nu, at jeg kan bidrage med yderligere erfaringer og endda afkræfte noget af det, der står skrevet, fortæller Frank i forordet.
Her pointerer han også, at han er dybt taknemmelig over den store respons, han har fået oven på udsendelserne i DR.
- Jeg har ingen intention om at melde mig ud af samfundet. Jeg betaler min skat og ser med stor tilfredshed på, hvordan nogle af pengene når frem til gode tiltag som folkeskolen og sygehusvæsenet. Men ud over det mener jeg, at mit bedste bidrag til samfundet er - så vidt det er muligt - at passe mig selv og sørge for, at mit matrikelnummer bliver drevet på en måde, som jeg kan stå inde for i forhold til mine omgivelser.