Helena Christensen er stolt over sit smykke-design

En af Danmarks smukkeste eksportvarer Helena Christensen er stolt over den halskæde, som hun har designet til fordel for Læger uden grænser. Der er tale om en lang sølvkæde med en lille aflang metallic pose for enden, og den har mange anvendelsesmuligheder:
"Min inspiration til smykket kommer fra de små vintagepunge, man kan have hængende om halsen. Der er noget værdifuldt og smukt over et lille hemmeligt sted. Man kan have vitaminer, et lille smykke eller et par trusser med," fortæller Helena Christensen i det nye nummer af ALT for damerne.
Helenas lyst til at hjælpe er ansporet af, at hun, med egne øjne, har set, hvordan børn i andre lande lever under forfærdelige forhold og mangler helt basale ting som vand: "Jeg har selv et barn, og når man bliver forælder, påvirker den slags en meget stærkt."