X Factor-Mohamed bliver stjernereporter

Pittbull, Christina Aguilera og Ke$ha optræder ved den årlige slimede prisuddeling for børn, Nickelodeon Kids Choice Awards, hvor også Rasmus Seebach, Medina, Christopher og Shaka Loveless er nominerede. Danske Mohamed Ali er vært og reporter på den orange løber.
Sidst i marts løber Nickelodeon Kids Choice Awards af stablen i Los Angeles for 26. gang.
Kids Choice Award har en stor tradition for at hælde en kendetegnende grøn slim udover vindere og kendisser som bl.a. Heidi Klum og Justin Timberlake under prisuddelingen, og generelt strømmer de helt store stjerner til showet for at lade sig hylde af børnene. Sidste år var bl.a. Justin Bieber, Michelle Obama og Will Smith tilstede.
Tidligere har Basim og Christopher været danske værter ved Kids Choice Awards, hvor de lavede interviews med de helt store stjerner på Nickelodeons orange løber. I år er æren tilfaldet den fremadstormende popkunstner Mohamed Ali, der for nylig løb med andenpladsen ved DMGP med nummeret ”Unbreakable”, og som tidligere har fået en tredjeplads ved X-Factor i 2009.
Programmet bliver sendt på Nickelodeon i Danmark den 25. marts kl. 19.00, og løber af stablen live i Los Angeles et par dage før.