22. mar. 2013
Af Lisbeth Grube

Sådan bliver Holger Juul Hansens begravelse

Holger Juul Hansen
Holger Juul Hansen.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Den afdøde skuespiller ønskede en begravelse, hvor alle er velkomne.

Holger Juul Hansen får opfyldt sin sidste vilje, når han på mandag klokken 10 begraves fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København. Der bliver nemlig tale om en åben begravelse.

- Det bliver i fars ånd. Han har selv været ind over størstedelen af planlægningen, og han har hele tiden ønsket, at det skal være en åben begravelse, siger Holgers datter, Christina, til BT.

- Vi talte en del med far om det. Han har altid sagt, at man ikke kun kan være en offentlig person på nogle punkter. Og når man møder folk på gaden og taler med dem, så skal man også give dem lov til at møde op til ens begravelse og sige et sidste farvel, hvis de ønsker det.

Holger Juul Hansen var indlagt på Bispebjerg Hospital den sidste tid, hvor han og den nærmeste familie talte åbent sammen.

- Far vidste, hvilken vej det gik. Derfor har vi talt meget om begravelsen, siger Christina, og oplyser, at det bliver Holger Juul Hansens gode ven, sognepræst Palle Kongsgaard, som skal stå for begravelsen.

Læs mere om: