7. jan. 2014
Af John Lautrup

DR's dramachef: Lyden i "Arvingerne" bliver bedre

Piv Bernth, dramachef i DR.
Piv Bernth, dramachef i DR.
Foto: Birger Storm
TV-serien "Arvingerne" tegner til at blive en kæmpesucces, men som med tidligere DR-serier, er der også her problemer med en mudret lyd. Det gøres der noget ved, lover DR.

Mange har problemer med at høre, hvad der egentlig bliver sagt i "Arvingerne". Selv Kirsten Lehfeldt, der spiller advokat i serien, røber i Ekstra Bladet, at hun søndag havde vanskeligt ved at forstå sig selv. Det er ikke første gang, der murres om mumleri i DRs dramaserier, og DR anerkender problemet og lover at tage hånd om det.

- Vi har ganske rigtigt haft problemer både på "Borgen" og "Forbrydelsen" og vist også på andre serier, siger DRs dramachef, Piv Bernth, til Ekstra Bladet.

- Det skal vi gøre os mere umage med. Det er der ingen tvivl om. Det skal vi helt klart. Vi prøver at ramme en balance for det samlede udtryk, hvor musik, baggrundslyde og dialog går op i en højere enhed. Og så er det jo super-ærgerligt, at balancen ikke rammer der, hvor den skal. Det er et dilemma. Man vil jo gerne give folk et udtryk, som de genkender. Så når vi skildrer en fest med musik og larm, ville det jo være mærkeligt, hvis dialogen kom helt i front. Det ville virke urealistisk. Men grundlæggende skal det blive bedre. Vi kan jo ikke have, at seerne er utilfredse med lyden og ikke kan høre den i øvrigt fremragende dialog, tilføjer Piv Bernth.

Hun siger, at lyden skulle blive bedre allerede fra næste afsnit. Men hvis man stadig har svært ved at høre, hvad der foregår, går DR ind og omredigerer lyden.

- Det er en stor operation at genåbne et færdigt afsnit og lave lyden om, men det kan blive nødvendigt, siger Piv Bernth til Ekstra Bladet.

De første ti afsnit af "Arvingerne" er optaget. Til april begynder holdet optagelserne til de otte nye afsnit, der bliver sendt i efteråret.

Læs mere om: