15. jan. 2014
Af Karina Didriksen

Brødrene Olsen udelukket fra radiostation

Niels og Jørgen Olsen.
Niels og Jørgen Olsen.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Den musikalske duo er utilfredse med, at deres sange ikke længere må spilles på P4.

Da Brødrene Olsen i efteråret udkom med deres nye album ”Brother to Brother”, tog de ud på en af landets største musikkanaler, DR's P4, for at præsentere sangene.

Her fik Jørgen og Niels Olsen dog den nedslående besked, at P4 ikke længere vil spille deres sange.

- Jeg kan forstå, at P3 ikke spiller vores musik. Det er jo kanalen for de helt unge, men P4 burde jo netop være den kanal, der spiller vores musik, siger Jørgen Olsen til BT.

Sangduoen forvist til P5

Sangduoen bliver nu forvist til den digitale DAB-kanal P5, som spiller folkemusik, dansktopsange og schlagere, men som ikke kan modtages på en almindelig FM-modtager. I stedet kan man høre P5 på DAB-radio eller på internettet.

Jørgen Olsen er vred over, at den musik-kultur han gennem årene har kæmpet for at få ind i radioen, nu bliver skrottet af radiokanalen.

- P4 eller DR for den sags skyld spiller stort set aldrig musik fra 60’erne og 70’erne. Og det er ganske enkelt et rystende svigt af deres public service-forpligtigelse, mener Jørgen Olsen.

De unge frem for de gamle

En af de fast radioværter på P4, Alex Nyborg Madsen, kan godt forstå, at Brødrene Olsen føler sig svigtet, men der er ikke noget at gøre.

- Jeg forstår godt følelsen, for der er selvfølgelig ingen af os, der kan lide at blive valgt fra. Men man kan sige, at det er sådan en ting, der sker. Der kommer nogle unge mennesker og sparker os gamle ud, siger Alex Nyborg Madsen til BT.

Lars Daneskov, redaktør på P4, fortæller til BT, at Brødrene Olsen faktisk har stor succes på P5:

-P5 kører også på nettet. Der er masser af muligheder for at høre digitalradio. Det har folk fundet ud af. Jeg synes, at P5's lyttertal på 250.000 ugentligt slår en pæl igennem, at det er en fjern kanal. Og Brødrene Olsen er det mest spillede navn på P5 lige nu, siger Lars Daneskov til avisen.

Hvad synes du om den beslutning, P4 har truffet? - Deltag i debatten på vore Facebook - klik her!

Læs mere om: