7. jun. 2014
Af Karina Didriksen

Dronning Elizabeth får blomstermarked opkaldt efter sig

Dronning Elizabeth på blomstermarked i Paris.
Dronning Elizabeth på blomstermarked i Paris.
Foto: AOP
Franskmændene viste lørdag deres hengivenhed over for den britiske monark i Paris.

Franskmændene er så glade for dronning Elizabeth, at de har opkaldt et blomstermarked efter hende i Paris.

Den britiske regent har i denne uge været på statsbesøg i Frankrig, og efter hun var med til at fejre 70-året for D-dagen i Normandiet fredag, rejste hun videre til landets hovedstad.

Her besøgte dronningen i dag lørdag blomstermarkedet Marche aux Fleurs, som netop har fået tilføjet ”Reine Elizabeth II” til navnet – og det er der en bestemt grund til.

Fransk hengivenhed

- Det viser parisianernes hengivenhed, forklarede byens borgmester Anne Hidalgo ifølge Telegraph til dronningen og tilføjede:

- Det glæder mig virkelig, at jeg kan give blomstermarkedet dit navn.

Markedet ligger nær Notre Dame katedralen og har eksisteret siden 1808.

Den 88-årige monark besøgte første gang Paris som nygift prinsesse i 1948, og hun har siden været der i 1957, 1972, 1992 og 2004, skriver Telegraph.

Efter besøget fløj dronning Elizabeth tilbage til London, så hun kunne nå hjem til det det årlige Epsom Derby.

Læs mere om: