Tillykke til fyrst Albert og fyrstinde Charlene
I dag den 2. juli er det tre år siden, at den olympiske svømmer Charlene Wittstock giftede sig med fyrst Albert og blev til fyrstinde Charlene.
Det ekstravagante bryllup fandt sted i fyrstepalæet i Monaco, og det er blevet beskrevet som den største fest i 55 år – siden Alberts forældre, fyrst Rainier III og Grace Kelly, giftede sig.
56-årige fyrst Albert mødte 36-årige Charlene ved en svømmekonkurrence i Monaco i 2000, i sommeren 2010 blev de forlovet, og året efter giftede de sig.
Festlighederne varede i tre dage, og dagen inden det store kirkebryllup, var parret blevet borgerligt viet.
Endelig gravid
I tiden efter brylluppet ventede den monegaskiske befolkning i spænding på, hvornår det royale par mon fik deres første barn.
De måtte vente i et godt stykke tid, for det var først i maj måned, at fyrst Albert og fyrstinde Charlene annoncerede i en pressemeddelelse, at de skal være forældre.
Fyrstinden er omkring fire måneder henne og skal efter planen føde i slutningen af året.