John Cleese: Jeg ser frem til at dø

Den 74-årige skuespiller holder fast ved, at han ikke har tænkt sig at skrive endnu en film, fordi han regner med at gå bort, inden han færdiggør projektet.
Han indrømmer dog, at han vil komme i glimrende selskab, når han endelig møder sin skaber. Da han ved Cheltenham Literary Festival blev spurgt, hvorvidt han ville skrive manuskriptet til endnu en film, lød svaret:
- Nej, for det er for stort et arbejde. Det varer to-tre år, og jeg er for gammel til den proces. Hvis jeg begyndte på det nu, ville jeg dø, sagde han til avisen The Mirror.
Døden er ventet
Skuespilleren regner nemlig kun med at have fem eller seks år tilbage, før døden indtræffer, og derfor bekymrer han sig ikke om hverken ISIS eller ebola, for han ser nærmest frem til, når det sker.
Efter hans overbevisning er de bedste folk nemlig allerede døde, og derfor kommer han i glimrende selskab, når det engang bliver hans tur.