Prins Joachim besøgte kongepalads
Efter en lang dagsrejse ankom prins Joachim og delegationen fra CARE Danmark til Luang Prabang i Laos.
Her besøgte den danske prins det berømte munkekloster Wat Xieng Thung og derefter Royal Palace Museum. Paladset blev bygget til den daværende konge i 1904 og blev i 1975 omdannet til et nationalmuseum. Udstillingen indeholder blandt andet en gave fra prins Axel af Danmark fra hans besøg i 1956.
Museet har en fantastisk historie, fordi det tidligere var hjem for Laos kongefamilie. De blev afsat i 1975 af kommunistpartiet, der i dag leder landet under navnet People's Democratic Republik.
Efter besøget gik turen til Phoukhoun distriktet, hvor prinsen blandt meget andet skal se arbejdet med de tusindvis af ueksploderede miner, der findes overalt i Laos.