Cecilie Frøkjær, Divya Das og Morten Ankerdal i spidsen for årskavalkade

2014 er ved at gå på hæld, og det er som regel lig med masser af tilbageblik på det snart forgangne år på diverse TV-kanaler.
I år er ingen undtagelse, og Cecilie Frøkjær, Divya Das og Morten Ankerdal er blevet udpeget til at styre slagets gang i TV 2’s store show fra Operaen i København.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Trioen skal føre publikum og TV-seere gennem årets højdepunkter, og de får blandt andre besøg i Operaen af Kevin Magnussen, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, skuespiller Nikolaj Coster-Waldau og instruktør Susanne Bier, Ironman-tvillingerne Steen og Peder Mondrup og musiker og skuespiller Martin Brygmann samt ebola-sygeplejersken Kirsten Rold.
Showet optages tirsdag 16. december og billetter er til salg via Billetnet.
Det sendes på TV 2 sidst i december.