Frøken Nitouche var nær blevet spillet af en anden kendt skuespiller, men usædvanligt påfund sikrede Lone Hertz rollen

I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.

I 1963 kom en af danskfilms helt store perler, der tog form efter Hervés operette ”Frøken Nitouche”.

Over for Dirch Passer i rollen som dobbeltmennesket Floridor og Celestine, ses Lone Hertz. Hun gør sig som klosterskolens flittigste elev Charlotte Borg, som med sine store blå øjne fremstår ganske uskyldig. Hun gemmer dog på en list og eventyrlyst, der afstedkommer en række intriger, og pludselig finder hun sig selv som operettesangerinden Frøken Nitouche og garderhusar.

I dag er det svært at forestille sig en anden i rollen end Lone Hertz, men det var lige før, at Frøken Nitouche var blevet spillet af en anden kendt skuespillerinde.

Selv om filmen endte med at blive en stor succes – ikke mindst på grund af Lone Hertz præstation, var det ikke alle, der i begyndelsen mente, at hun var den oplagte til rollen.

Komponist Sven Gyldmark var fortaler for, at rollen skulle gå til en, der kunne synge. Og han havde udset sig Gitte Hænning.

Instruktør Annelise Reenberg var uenig. Måske havde Lone Hertz ikke en tilsvarende sangstemme, men hun var ikke i tvivl om, at den skulle gå til hende.

- Annelise Reenberg havde prøvefilmet alle piger i dansk teater for at finde den uskyldige, unge pige til titelrollen. Men først, da hun så mig sammen med Ove Sprogøe i ”En tjener og to herrer”, fandt hun en, som kunne ”passe skoen”, har Lone Hertz siden fortalt i Familiejournalen, hvor hun beskriver udvælgelsen som en ren Askepot-fortælling.

Men heller ikke Lone Hertz’ uskyldige blå øjne overbeviste ikke Sven Gyldmark, som trods alt stod for den musikalske ledelse i den filmatiserede operette. Men så fik den stædige instruktør en idé, som sikrede Lone Hertz rollen.

Sangene skulle synges af en anden – men det skulle lyde som om, det var Lone Hertz, der sang ”Trommevisen”, ”Grenardervisen” og resten af reportoiret.

Valget faldt på sangerinden Katy Bødtger, som udover at have en fantastisk stemme også kunne nuancere den og lægge trykkene, så det lød som Lone Hertz.

Det kompromis kunne Sven Gyldmark gå med til.

Katy Bødtger, der var populær på den folkelige musikscene, gjorde det igen i 1966, hvor hun assisterede med sin sangstemme i ”Min søsters børn”. Her var det dog ikke Lone Hertz, men derimod Sonja Oppenhagen som skulle låne Bødtgers stemme til blandt andet ”Blops vuggesang” og ”Fordi jeg er så glad i dag”.

Det var ikke kun hovedrolleindehaveren, man var I tvivl om, da man skulle caste til "Frøken Nitouche". Tilsvarende havde man udset sig Dario Campeotto som løjtnanten. Han havde året forinden spillet over for Gitte Hænning i "Han hun Dirch og Dario". Han fik endda tilsendt manuskript, men rollen endte med at gå til Ebbe Langberg som Charlotte Borgs tilkomne.