10. dec. 2023
Af Sofie Nymand

Kæresten blev helt paf, da Dirch Passer kom hjem i sit husar-kostume – og så sagde han det uventede

Dirch Passer i "Hurra for de blå husarer". 
Dirch Passer i "Hurra for de blå husarer".
Foto: Nordisk Film / TV 2
Efter optagelserne på "Hurra for de blå husarer" tog Dirch Passer direkte hjem. Der var noget, han skulle fortælle sin kæreste. Og så stod han der i døråbningen i sin blå uniform.

I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.

Det er endnu uvist, hvad der gik gennem hovedet på Dirch Passer før han trådte ind over dørtærsklen. Men én ting er sikkert – det var en mand med en mission.

I 1970 medvirkede Dirch Passer i filmen ”Hurra for de blå husarer”, og efter sidste optagelse tog han direkte hjem, for der var noget, han skulle fortælle kæresten Hanne Bjerre.

Det var morgen, og han havde været på optagelse hele natten. Dirch Passer var stadig i sin blå husaruniform, og i skråhuen sad franske anemoner. Det var Hannes yndlingsblomst.

Hun sad i soveværelset og læste modeblade, da han pludselig stod i døren til Hannes store overraskelse og forbløffelse.

– Nu gifter jeg mig med dig!, sagde Dirch Passer helt uventet.

Efterfølgende fortalte parret om frieriet til BILLED-BLADET. Og her satte Hanne, der senere skiftede efternavn til Passer, ord på sin reaktion.

– Ih dog, svarede jeg. Så skal vi også have et ordentligt bryllup med stor fest og en kæmpemæssig bryllupskage.

Og det fik de.

Søllerød Kirke var pyntet levende lys og (naturligvis) med franske anemoner den 17. december 1970, hvor parret sagde ja til hinanden. Deres firårige datter, Josefine, var brudepige, og Dirchs ældste datter, Dorte, sad blandt bryllupsgæsterne.

Dirch Passer og Hanne Passer's bryllup.
Dirch og Hanne Passer under deres bryllup i december 1970.
Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix

Efter tog Dirch og Hanne Passer på bryllupsrejse til New York.

De var gift i seks år, inden de blev skilt i 1976. Siden fandt Dirch Passer kærligheden igen med Bente Askjær.

"Hurra for de blå husarer" er stadig en af dansk films perler. Søndag den 10. december sendes den på TV 2 CHARLIE.

Læs mere om: