31. aug. 2023
Af Sofie Nymand

Kirsten Walther ville være fyldt 90 år: Sønnen og ægtemanden var det vigtigste i hendes liv

Kirsten Walther som Karla i "Huset på Christianshavn"
Kirsten Walther som Karla i "Huset på Christianshavn"
Foto: Willy Henriksen/Ritzau Scanpix
Skuespiller Kirsten Walther døde blot 53 år gammel. I dag ville hun være fyldt 90 år.

Torsdag ville Kirsten Walther være fyldt 90 år.

Hun var ”Olsen-bandens” skrappe Yvonne og den betagende Karla i ”Huset på Christianshavn”.

Mens hun på skærmen var et festfyrværkeri af Marimekko-blomster, skinger småborgerlighed og sød umiddelbarhed, var Kirsten Walther en gådefuld og dybt disciplineret skuespiller.

Hun kendte sit talent og sine virkemidler, og hun mødte altid velforberedt op. Men det var de færreste, der kom tæt på hende.

Når optagelserne var slut eller forestillingen forbi, trak hun sig tilbage til villaen i Holte, hvor hun værnede om familielivet.

De sidste år i sit liv, sagde hun nej til flere og flere roller. Hendes høje krav til sig selv var forbundet med en angst, og sceneskrækken tog til med årene.

Og så ønskede hun at vie sin tid og sin kærlighed til dem, der var vigtigst for hende – ægtemanden, tv-producent og instruktør Palle Wolfsberg, og deres søn, Ole.

Sønnen Ole var adopteret, og han var Kirsten Walthers et og alt. Det lagde hun aldrig skjul på.

Skuespillerinden Kirsten Walther med hendes søn
Kirsten Walther med sønnen Ole.
Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix

Kirsten Walther gik bort den 19. februar 1987. Hun døde uventet og alt for tidligt i en alder af blot 53.

Hendes død var lige så privat som hendes liv, og derfor blev hendes sidste timer en myte for mange. Ikke mindst med tanke på sceneskrækken gik rygterne på, at hun havde taget sit eget liv.

Familien slog dog fast, at hun døde at et hjertestop.

Classic - 1987 -Skuespiller Kirsten Walther - tv. adoptivsøn Ole - th. mand Palle Wolfsberg - familie -Foto: Winnifred Eriksen -
Kirsten Walther med Ole og manden Palle Wolfsberg.
Foto: Winnifred Eriksen

Ægtemanden Palle Wolfsberg gik bort i 2019, 88 år gammel. Også sønnen Ole, der blev vinimportør, er siden død.

Læs mere om: