30. jan. 2024
Af Majken Munk

Blev svigtet af sine nærmeste: Nicklas Bendtner taler ud i ny tv-serie

Nicklas Bendtner
Nicklas Bendtner
Foto: Birger Storm
Det har ikke kun været lutter lagkage at være Nicklas Bendtner. En ny dokumentarserie dykker ned i den tidligere fodboldspillers op- og nedture.

Nicklas Bendtner havde en meget omtalt karriere, da han var aktiv fodboldspiller.

Og det var langt fra positivt det hele.

Selv om han har store præstationer på grønsværen bag sig, er det nok desværre de mere negative sager, der har trukket de største overskrifter.

Derfor dykker en ny dokumentarserie i tre afsnit ned i, hvem Nicklas Bendtner i virkeligheden er.

Serien ”Bendtner”, der er instrueret af Andreas Kofoed, giver et unikt indblik i den tidligere fodboldspillers vej ind i sportens verden, men også hvordan det endte med at køre lidt af sporet.

Samtidig åbner han også op om de svigt, han har oplevet fra dem, der stod ham nærmest.

Hovedpersonen selv er meget tilfreds med den selvbiografiske serie.

- Jeg er rigtig stolt af serien, og det har været en hård men givende proces. Jeg blev meget berørt, da jeg så resultatet, fortæller Nicklas Bendtner i en pressemeddelelse fra Viaplay.

Foruden hovedpersonen selv dukker en lang række kendte fodboldikoner op.

Der er tale om den tidligere FCK-træner Ståle Solbakken, tidligere landstræner Morten Olsen, tidligere fodboldspiller Daniel Agger samt Joan Bendtner, der er Nicklas Bendtners mor.

Serien ”Bendtner” får premiere på TV3 og Viaplay 12. februar.

Læs mere om: