7. jul. 2023
Af Sofie Nymand, Marianne Singer

Grev Ingolf og grevinde Sussie taler ud: Derfor måtte vi flytte fra godset

Grevinde Sussie og grev Ingolf
Grevinde Sussie og grev Ingolf
Foto: Hanne Juul
Efter 56 år flyttede grev Ingolf fra godset Egeland. Nu uddyber parret hvorfor.

– Du var blevet boende på godset, til du skulle bæres ud derfra, siger grevinde Sussie med et glimt i øjet henvendt til sin mand, grev Ingolf.

Men sådan blev det ikke. Det fortæller greveparret i et interview til BILLED-BLADET.

I 56 år boede grev Ingolf på Egeland Gods, men for et halvt år siden sagde greveparret farvel til deres elskede gods.

Grev Ingolfs, 83, helbred og de stejle trapper gjorde det svært for parret at blive boende.

– Jeg er blevet båret ud af den dør på Egeland så mange gange, fortæller grev Ingolf som svar på sin hustrus kommentar.

Grev Ingolf henviser til, at han de seneste år flere gange har været ramt af lungebetændelse, som han måtte indlægges for.

Og efterhånden blev det for besværligt for både greveparret og Falckredderne at skulle op og ned ad trapperne. Grevinde Sussie, 73, tog derfor en beslutning og opfordrede sin mand til at flytte.

Selv om det var den rigtige beslutning, var grevinde Sussie nu urolig for, hvordan den ville påvirke hendes mand. Men allerede efter den første nat følte grev Ingolf sig hjemme.

– Du har taget det så flot, og da du sagde til mig, at dét skulle vi have gjort for længe siden, blev jeg så glad. Det var den allerbedste besked, jeg kunne få fra dig, siger grevinde Sussie til sin mand.

Helt farvel til godset Egeland er det dog ikke blevet. Kun en grøn bøgehæk afskiller greveparret fra deres gamle hjem.

Grev Ingolf og grevinde Sussies nye og moderne hus, kaldet ”Det hvide palæ”, ligger nemlig blot 100 meter fra Egeland, der er blevet overtaget af ægteparret Johannes Karstoft og Valdis Valgeirsdottir.

Og grev Ingolf og grevinde Sussie holder af deres nye naboer, der har to små sønner. Men blande sig – det gør de ikke.

– Jeg har sagt farvel og tak og blander mig ikke i noget, lyder det fra grev Ingolf.

Læs mere om: