14. apr. 2024
Af Sofie Nymand

Shu-bi-dua-medlem hentet i ambulance: Må aflyse alle koncerter

Joe Johansen
Joe Johansen
Foto: Kaspar Wenstrup
Shu-bi-dua-medlem kom uheldigt til skade efter en koncert. Nu må han aflyse alle koncerter de næste måneder.

En ellers fantastisk aften fik en brat afslutning, da Shu-bi-dua-guitaristen Joe Johansen pludselig måtte hentes i ambulance.

I et opslag på Facebook fortæller Joe Johansen, at han efter en koncert i Herning Kongrescenter kom til skade.

”Jeg faldt uheldigt efter koncerten og autografskrivningen i går aftes og brækkede mit håndled hele to steder. Jeg blev hentet af en ambulance i Herning Kongrescenter og har brugt aftenen og natten på Herning Sygehus med at blive lappet sammen af de dygtige læger,” skriver han i opslaget, som han indleder med den kendte Shu-bi-dua-vending ”alting har en ende”.

Armen er nu i gips, og derfor bliver det ikke til flere koncerter det næste stykke tid for guitaristens vedkommende. Desværre bliver Joe Johansen, også kaldet B-Joe, nødt til at aflyse alle koncerter de næste par måneder.

Til B.T. oplyser Shu-bi-dua-kammeraten Jørgen Thorup, at Joe Johansen gled på et nyvasket og glat halgulv, som rengøringspersonalet akkurat havde kørt over.

– Han (Joe, red.) har det okay i dag, men det er klart, det er ikke sjovt at være ude af spillet i seks-otte uger. Det ser ud til at han nok skal komme ovenpå igen, men det tager jo noget tid, fortæller Jørgen Thorup til mediet.

Bandet, der spiller under navnet Shu-bi-dua 2.0, består af Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup samt trommeslager Flemming Olsen og Michael Hardingers gamle samarbejdspartner Rasmus Schwenger.

Shu-bi-dua 2.0 oplyser, at Joe Johansen i mellemtiden bliver afløst af guitaristen Søren Jacobsen, som har tilbudt af springe til.

Læs mere om: