19. jun. 2023
Af Josephine Sjelhøj

Mikkel Hansen har været sygemeldt siden begyndelsen af året: Nu er der godt nyt

Mikkel Hansen.
Mikkel Hansen.
Foto: Søren Jul Lamberth
Nu er der godt nyt fra Mikkel Hansen, der har været sygemeldt siden februar.

Hele året har der været stille fra Mikkel Hansen, der i februar blev sygemeldt med stress blot få dage efter, han var med til at vinde VM-guld med det danske håndboldlandshold for tredje gang i træk.

Men nu tyder det på, at Mikkel Hansen så småt er ved at vende tilbage på håndboldbanen.

Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen, oplyser til Nordjyske, at håndboldstjernen efter planen vil have første træningsdag med resten af truppen den 20. juli.

Jan Larsen er samtidig meget fortrøstningsfuld i forhold til Mikkel Hansens comeback.

- Jeg skulle kende Mikkel Hansen dårligt, hvis han ikke kommer tilbage i en skarp forfatning. Jeg er sikker på, han kommer tilbage med fynd og klem, fortæller Jan Larsen til Nordjyske.

Tilbage i maj blev det meddelt, at man håbede, at stjernen var klar til at være med, når forberedelserne til den nye sæson gik i gang, og det tyder nu på, at det er tilfældet.

I denne forbindelse satte Mikkel Hansen selv ord på sin sygdomsperiode.

- Jeg har været gennem en hård mental periode, hvor jeg heldigvis har haft en fantastisk opbakning fra min familie, venner, faglige eksperter og arbejdsgiver. Nu er jeg et sted, hvor jeg igen har energi og overskud til at kunne fokusere på at komme tilbage til den sport, som jeg elsker, udtalte Mikkel Hansen.

Læs mere om: