1. nov. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Det skal der ske med grevinde Alexandras overdådige gave fra dronning Margrethe

Grevinde Alexandra.
Grevinde Alexandra.
Foto: Mikael Rieck
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Tak for denne brevkasse, hvor vi som læsere har mulighed for at komme dybere ned i royale emner, som interesserer os. Jeg er fascineret af de mange flotte juveler og deres fantastiske historier. Mange af dem er jo arvestykker, som går langt tilbage i tiden, ofte nedarvet fra mor til datter, og som altid leveres tilbage til kongehuset. Men Alexandras dråbeformede diamanttiara, burde den ikke tilbageleveres til kongehuset, nu hvor hun ikke er kongelig længere? Jeg synes, det ville være klædeligt, hvis det skete.
Med venlig hilsen
Anne B.

Kære Anne B.
Tak for roserne. Det er dejligt, at du er glad for disse sider. Det er korrekt, at de kongelige diademer ofte er arvestykker, som derfor har personlig værdi for de kongelige og historisk betydning for kongehuset, hvorfor de også bør blive i slægtens eje. Det kommer dråbediademet, som daværende prinsesse Alexandra fik af dronning Margrethe i forbindelse med sit bryllup med prins Joachim i 1995, nok også til. For grevinden vil, som jeg forstår det, overdrage smykket til sine sønner en skønne dag, hvorved det kommer tilbage til kongehuset. Det smukke diadem stammer fra dronning Margrethes farmor, dronning Alexandrine, der angiveligt fik det af sin russiske mor, Anastasia, storfyrstinde af Rusland og storhertuginde af Mecklenburg-Schwerin, i forbindelse med sin 18-års fødselsdag i 1897. Hun lod senere diademet gå i arv til sin ældste søn, Frederik 9., der forærede det til den daværende tronfølger, prinsesse Margrethe, da hun fyldte 18 år.
Venligst
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: