14. jan. 2024
Af Josephine Sjelhøj

Disse kongelige forventer vi at se i dag – og her er et par jokere

Dronning Margrethe med sin familie på balkonen. 
Dronning Margrethe med sin familie på balkonen.
Foto: Hanne Juul
Det forventes, at flere kongelige familiemedlemmer deltager på tronskiftedagen.

Tronskiftet søndag tegner sig til at blive en festlig dag i Danmark, og særligt i København, hvor tusindvis af danskere er taget til for at opleve den historiske begivenhed.

På dagen vil der ikke være kongelige gæster fra udlandet, men vi kan forvente at se flere medlemmer af den danske kongelige familie.

Til mødet i statsrådet vil dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian deltage. Når de forlader mødet igen, vil Frederik være konge og Christian vil være kronprins.

Kronprinsesse Mary er ikke med til statsrådsmødet, hvor hun selv bliver dronning, men hun vil være til stede på Christiansborg Slot, når det afgørende øjeblik finder sted.

Det er desuden blevet bekræftet, at prins Joachim vil deltage på den historiske dag. Prinsesse Marie er hjemme i USA sammen med børnene grev Henrik og komtesse Athena.

På nuværende tidspunkt er det ikke bekræftet, om Frederik og Marys tre yngste børn, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent, deltager ved tronskiftet.

Det er dog ikke helt utænkeligt, at vi får dem at se i løbet af søndagen.

Det forklarer BILLED-BLADETs kongehusekspert og hofreporter Marianne Singer:

- Kronprinsfamilien er kendt for at være meget tæt knyttet. De laver alting sammen. De har vist sig sammen til mange mærkedage og familiefejringer før, så derfor tænker jeg, at der er en god mulighed for, at de yngre søskende til prins Christian, snart kronprins Christian, også vil være med i morgen, forklarer Marianne Singer.

Læs mere om: