2. nov. 2023
Af Malan Joensen

Disse store fester kan kronprinsesse Mary og dronning Letizia glæde sig til

Kronprinsesse Mary i 2018 og dronning Letizia i 2015.
Kronprinsesse Mary i 2018 og dronning Letizia i 2015.
Fotomontage: Martin Høien og Hanne Juul
Det bliver festligt i næste uge, når Spaniens kong Felipe og dronning Letizia sætter kurs mod Danmark.

Snart skal den røde løber rulles ud diverse steder i hovedstadsområdet, når kongen og dronningen af Spanien - Felipe og Letizia - gæster Danmark på et stort anlagt statsbesøg.

Her vil de få en flot modtagelse af dronning Margrethe, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte.

Det finder sted i den kommende uge, og ud over en masse forskellige besøg på f.eks. Rigshospitalet, Dansk Arkitektur Center og Kastellet, kan kong Felipe og dronning Letizia også glæde sig til nogle festlige aftener med de danske kongelige.

Det viser det officielle program, som det danske kongehus har offentliggjort torsdag eftermiddag.

Mandag aften står dronning Margrethe i spidsen for et gallataffel til ære for det spanske kongepar på Christiansborg Slot, hvor også kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte deltager.

Allerede dagen efter er det kong Felipe og dronning Letizia, der står for festlighederne, når de indbyder til returarrangement på Glyptoteket i hjertet af København. Her er det ligeledes dronning Margrethe, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte, der deltager fra den danske kongefamilie.

Flere detaljer om gæsteliste mv. vil blive offentliggjort tættere på det spanske statsbesøg, som BILLED-BLADET dækker tæt - blandt andet ved flere livesendinger.

Læs mere om: