31. okt. 2015
Af Lone Vandborg

Dronning Margrethe skal designe nyt alterbordsforside

Dronning Margrethe
Arkivfoto af dronning Margrethe.
Jesper Sunesen / BILLED-BLADET
Dronning Margrethe er blevet bedt om at skabe et antependium til Slotskirken i Wittenberg.

Danmarks dronning kommer til at sætte sit præg på den berømte slotskirke i tyske Wittenberg, når hun skaber et antependium (alterbordsforside, red.).

I en pressemeddelelse fra Kongehuset står der, at Slotskirken i Wittenberg har opfordret dronningen til at udforme et antependium i forbindelse med Reformationsjubilæet om to år, hvilket majestæten har givet tilsagn om.

Martin Luthers teser

Den 31. oktober 2017, om præcis 2 år i dag, er det 500 år siden reformatoren Martin Luther slog sine 95 teser op på slotskirkens dør i den tyske by Wittenberg. Det blev begyndelsen til Reformationen, som omformede store dele af Nordeuropa såvel kirkeligt som politisk. Danmark tilsluttede sig officielt reformationen i oktober 1536. Herved blev den danske kirke evangelisk-luthersk.

Broderes af dronningen

Et antependium er et stykke stof, som hænges op på alterbordets forside, og som markerer de forskellige skift i kirkeåret. Dronningens antependium skabes i den røde farve, som anvendes 2. juledag samt 1. og 2. pinsedag.

Antependiet broderes af dronningen i broderiteknikken petit point, der er helt små broderisting. Det centrale motiv er Luther-rosen som i sin tid blev udformet af Martin Luther.

Slotskirken i Wittenberg gennemgår i øjeblikket en omfattende restaurering og genåbnes ved en festgudstjeneste søndag den 2. oktober 2016. I den forbindelse vil dronningens antependium blive afsløret i Slotskirken.

Læs mere om: