16. apr. 2024
Af Josephine Sjelhøj, Christinna Braun

Dronning Marys fine gestus til svigermor: Bar særligt smykke til dronning Margrethes fødselsdag

Dronning Mary og dronning Margrethe. 
Dronning Mary og dronning Margrethe.
Foto: Hanne Juul
Dronning Mary bar en særlig broche i anledning af dronning Margrethes 84-års fødselsdag.

Tirsdag fejrer dronning Margrethe sin 84-års fødselsdag på Fredensborg Slot i selskab af prinsesse Benedikte samt kong Frederik og dronning Mary.

Sammen med dagens hovedperson trådte gæsterne ud på slotstrappen klokken 12.

Til sin svigermors fejring var dronning Mary iført et sort sæt bestående af en bluse samt bukser med vidde i benene. Over sættet bar hun en dueblå frakke, hvor der var påsat en broche.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-16/20240416_HJP9052.jpg
Kong Frederik og dronning Mary.
Foto: Hanne Juul
https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-16/20240416_HJP9052-%281%29.jpg
Dronning Mary.
Foto: Hanne Juul

Brochen var højst sandsynligt valgt som en fin gestus til fødselaren. Det var nemlig ikke hvilken som helst broche, dronning Mary havde på.

Det er den samme gyldne broche, som dronning Margrethe modtog i forbindelse med sit 50-års regeringsjubilæum i 2022.

Dronning Margrethe bar den ligeledes på de helt nye fødselsdagsbilleder, som kongehuset offentliggjorde tirsdag morgen.

Brochens særlige historie

I anledning af dronning Margrethes regeringsjubilæum for to år siden, afholdt Georg Jensen en konkurrence, hvor de opfordrede alle design-interesserede til at indsende idéer til et design som hyldest til den daværende regent.

Brochen, som dronning Mary bar til sin svigermors fødselsdag, blev vindersmykket, og den er designet af Ditte Bjerregaard og Sofie Elkjær, som var inspireret af dronning Margrethes valgsprog, “Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.

Strålerne i brochen danner et M og symboliserer ”Guds hjælp”, hjertet er ”Folkets kærlighed”, og det hele er indrammet af en ubrydelig cirkel, som er ”Danmarks styrke”.

Smykket sælges stadig af Georg Jensen, og det kan desuden fås som vedhæng og pin.

Læs mere om: