31. dec. 2016
Af Niels Burgos

Dronningen i sin nytårstale: 50 års ægteskab har givet os mange glæder

Dronning Margrethe - nytårstalen 2016
Dronning Margrethe - nytårstalen 2016
Foto: Birger Storm/BILLED-BLADET
Dronning Margrethe havde traditionen tro vigtige budskaber til danskerne i sin nytårstale. Hun opfordrede os bl.a. til et nytårsforsæt: Lad os prøve at SE de mennesker, vi måske ikke lægger mærke til i forvejen

Dronning Margrethe kom omkring mange vigtige emner i årets nytårstale. Blandt andet talte hun om dét at være dansk. Om det, der binder os sammen. Sproget, skikkene, klimaet. Men også om hvor hårdt arbejde, der er forbundet med at blive dansk for dem, som flytter til vores land. Hun advarede imod at lade dem, som er kommet til landet, og som har tilpasset sig vores kultur, undgælde for, at der er andre, som ikke gjort det samme.

Dronningen: Man kan sagtens være ensom

Travlheden i vores hverdag var et andet tema i dronningens tale. Vi er et samfund, hvor vi har meget travlt - og ofte har vi svært ved at få øje på selv de nærmeste naboer. Dronningen kom derfor med et forslag til et nytårsforsæt: At vi lægger mere mærke til de mennesker, vi har omkring os. Man kan nemlig sagtens være ensom i vores travle hverdag, som dronningen udtrykte det.

Et stille guldbryllup

I 2017 kan dronningen og prins Henrik fejre guldbryllup. Dronningen fortalte endnu engang, at der ikke bliver de store festligheder i forbindelse med guldbrylluppet - men at hun og prins Henrik ønsker at fejre det stille med børn og børnebørn. - Det har været 50 år med mange gøremål og mange glæder - og det fylder os med taknemmelighed, sagde dronningen.

Hun sluttede traditionen tro med varme nytårshilsner til Grønland og Færøerne. Men i år fik også Aarhus en særlig hilsen med på vejen. Byen skal i 2017 være kulturhovedstad - og dronningen glæder sig meget.

Til årets nytårstale havde dronningen valgt en smuk smaragdgrøn kjole med matchende øreringe.

Læs mere om: