12. jan. 2024
Af Sofie Nymand

Ekspert om statsministerens bud på apanage: Der vil være en rokade i kongehuset

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Foto: Hanne Juul
En rokade kan ikke undgås, og det vil afspejle sig i apanagen.

Torsdag har statsminister Mette Frederiksen fremsendt sit bud på, hvordan kronprins Frederiks apanage skal se ud efter tronskiftet.

Det skriver Børsen.

Ifølge mediet foreslår statsministeren, at Frederik efter tronskiftet overtager statsydelsen på omtrent 89 millioner fra sin mor, dronning Margrethe, samtidig med at han beholder sin nuværende apanage på 22 millioner kroner.

Årpengene dækker drift, lønninger til personale og ejendomsomkostninger, ligesom en del af beløbet dækker forbrug af privat karakter.

Der er primært tale om ’en videreførelse af de nuværende ydelser’ end en egentlig ændring. Forslaget er sendt til Finansudvalget, men skal dog kun gælde midlertidigt, indtil en ny lov om apanagen vedtages i Folketinget.

Historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen mener, at ændringer i apanage ikke kan undgås i forbindelse med tronskiftet. Det udtaler han til B.T.:

– Jeg kan dårligt forestille mig andet end, at de vil lave en rokade og flytte rundt på apanagen, når opgaverne og personalet flytter fra Dronningen til Kronprinsen, siger Sebastian Olden-Jørgensen til B.T. og uddyber, at det må være et praktisk spørgsmål mellem dronning Margrethe og kronprins Frederik, hvordan de vil forvalte deres hof.

Det er endnu uvist, om apanage-spørgsmålet også vil påvirke de øvrige arbejde medlemmer af kongehuset. Ligesom det ikke er besluttet, hvorvidt prins Christian skal modtage apanage, når han bliver kronprins.

Ifølge Grundloven er det Folketinget, der bestemmer, hvor mange penge kongehuset skal have om året. Folketinget bestemmer også, hvilke slotte og anden statsejendom regenten må bruge.

Læs mere om: