5. sep. 2023
Af Sofie Nymand

Grev Nikolai efter familiens flytning til USA: Jeg savner dem

Komtesse Athena, prinsesse marie, grev Henrik, prins Joachim og grev Nikolai
Komtesse Athena, prinsesse marie, grev Henrik, prins Joachim og grev Nikolai
Foto: Jesper Sunesen og Hanne Juul
Prins Joachims ældste søn glæder sig på familiens vegne, men der er stadig langt fra Sydney til Washington D.C.

Fredag kunne prins Joachim med et stort smil stille sig frem foran den danske ambassade i Washington D.C., hvor han påbegyndte jobbet som forsvarsindustriattaché.

Forud for jobstart var familien gennem en omfattende flytning fra Paris, hvor prins Joachim og prinsesse Marie har boet med deres fælles børn, grev Henrik og komtesse Athena, de sidste fire år.

Flytningen har samtidig betydet, at familien er rykket længere væk fra prinsens voksne sønner, Nikolai og Felix. Og det er en afstand, der kan mærkes.

Det fortæller grev Nikolai, 24, til det australske medie 9Honey.

Nikolai har netop startet sit eget eventyr i Sydney, hvor han og kæresten Benedikte Thoustrup de næste måneder skal læse et semester.

Han kan derfor sætte sig ind i begejstringen ved at indlede et nyt kapitel i uudforskede rammer, og lægger samtidig ikke skjul på, at de i familien er tætte.

– Jeg glæder mig på deres vegne, siger grev Nikolai til journalisten Natalie Oliveri fra 9Honey og tilføjer:

– Jeg savner dem alle fire.

Grev Nikolai uddyber, at han har vænnet sig til, at hans far, bonusmor og mindre søskende bor i udlandet – også selv om de nu er flyttet længere væk.

Afslutningsvist nævner han, at han også planlægger at besøge dem i USA.

Læs mere om: