14. mar. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Her stod det klart at dronning Ingrid ikke ville få en søn

Dronning Ingrid med sine døtre, dronning Margrethe, dronning Anne-Marie og prinsesse Benedikte
Dronning Ingrid med sine døtre, dronning Margrethe, dronning Anne-Marie og prinsesse Benedikte
Foto: Peter Grosen
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Er det rigtigt, at dronning Ingrid gjorde forskellige tiltag (myter og historier man troede på, f.eks. at undgå radiser) for at få en søn? Og ammede hun sine børn, eller brugte hun en amme eller ammeerstatning?
Best regards
Thea P.

Kære Thea P.
Det daværende kronprinspar, Frederik (9.) og Ingrid, ville gerne have haft flere børn, og især Ingrid ønskede at give sin mand en søn. For dengang, hvor spørgsmålet var oppe at vende, havde alene mænd adkomst til tronen. Først i 1953 kom der betinget, kvindelig arvefølge. Som mange nok vil vide, var Ingrids graviditeter svære, og hun oplevede også at abortere. Efter Anne-Maries fødsel i 1946 stod det klart, at Ingrid ikke ville få en søn. "Lægerne gjorde det klart for kronprinsesse Ingrid, at der ikke kunne komme flere børn", som der står i Annelise Bistrups biografi "Margrethe" fra 2005. Jeg har aldrig hørt eller læst om royal overtro på radiser eller andre ting i den forbindelse. Jeg kan dog bekræfte, at Ingrid ammede sine døtre, ligesom hendes mor, kronprinsesse Margareta af Sverige, havde gjort det. Dengang var det absolut ikke comme il faut i en kongelig familie, men i 1940’erne var der sket et holdningsskifte, som dronning Margrethe har fortalt det til Bistrup: "Det var lige efter århundredeskiftet helt usædvanligt, at man gjorde det [ammede, red.] i de kredse. Det gjorde mor naturligvis også, selvom det nu var blevet det mest almindelige. Og mor havde masser af mad til os, så vi struttede. Man kan se på de tidligste billeder, at jeg var vel ved magt."
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: