24. feb. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Hvordan bør man tiltale prins Joachim på skrift?

Prins Joachim foran den danske ambassade i Paris.
Prins Joachim foran den danske ambassade i Paris.
Arkivfoto: Martin Høien
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg vil skrive et brev til prins Joachim, og jeg har læst en masse forklaringer om tiltaleformer, men de gjorde mig forvirret. Er dette korrekt: (1) Til Deres Kongelige Højhed Prins Joachim (og efterfulgt af adressen) på kuverten? (2) I brevet, øverst: Deres Kongelige Højhed eller kære et eller andet? (3) I teksten at omtale ham med "De", "Dem" og "Deres"? (4) Afslutte med "I ærbødighed" og så mit navn?
På forhånd mange tak
A. Thaysen

Kære A. Thaysen
Hvis det skal være helt korrekt, skriver du øverst i brevet "Til Hans Kongelige Højhed Prins Joachim" på computeren, og så indleder du brevet med i hånden at skrive "Deres Konglige Højhed" direkte henvendt til prinsen. Herefter følger selve brevets indhold, som også skrives på computeren. Her bør du holde distancen og konsekvent tiltale ham "Deres Kongelige Højhed". Du kan godt, hvis du møder og taler direkte til ham, anvende "De" og "Deres" enkelte gange, men i en formel skrivelse bør du undgå det. Du afslutter brevet med i hånden at skrive "I ærbødighed" og herefter anføre din underskrift. Under din signatur bør dit fulde navn og en eventuel titel anføres igen på computeren. Husk også at datere brevet. Prinsens officielle postadresse er: Deres Kongelige Højheder Prins Joachim og Prinsesse Maries Hofstat, Postboks 2143, 1256 København K. Det skriver du på kuverten.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: