Ikke til at overse: Lagde du mærke til denne detalje i kronprinsesse Marys video?
Kronprinsesse Mary fortæller i en video, som kongehuset delte søndag, hvor meget hun glæder sig til mandagens Royal Run.
I videoen, der er optaget i kronprinsparrets private have i Kancellihuset i Fredensborg, ser man på et tidspunkt en bryllupsgave, som sjældent vises frem.
Kæmpe krukke
Under kronprinsesse Marys lille spadseregang i haven ses således den gigantiske krukke på 2,8 meter, som Tommerup Kommune på Fyn overrakte kronprinsparret i forbindelse med deres bryllup i 2004.
Krukken står i den lidt mere vilde del af kronprinseparrets private have, som kronprinsessen holder så meget af.
Den er fremstillet af keramiker Gundhild Rudjord og skulle egentlig have været fire meter høj og »verdens største krukke«, men efter en snak med hoffet blev man enig om, at en krukke på 2,8 meter var mere passende i parrets have.
Krukken vejer tre ton og det tog en hel måned at brænde den.
På den ene side er der lavet et hjerte og der er skrevet M + F nedenunder.