16. dec. 2023
Af Ulrik Ulriksen

Inden afrejsen til Danmark: Prinsesse Marie laver sin livret til familien hjemme i Washington

Prinsesse Marie
Prinsesse Marie
Foto: Lars H. Laursen
For prinsesse Marie er det vigtigt med hygge omkring maden hjemme med familien. Marie lavede noget helt særligt og meget dansk til prins Joachim og parrets børn på en hyggelig decemberdag i Washington D.C.

For prinsesse Marie er det franske køkken noget helt særligt, men hendes livret er dog en dansk julespecialitet.

Det afslørede prinsessen i forbindelse med tv-dokumentaren ”Prinsesse Maries kamp mod madspild” på DR 1.

– Min yndlingsret er flæskesteg, men jeg synes ikke, at jeg er god til at lave det endnu, så jeg er lidt skuffet over mig selv, siger prinsesse Marie i dokumentaren og stiller Joachim et skarpt spørgsmål.

Er du god til at lave flæskesteg?

– Nej, det er jeg ikke. Jeg har aldrig haft succes med at få sprød svær. Det overgår min forstand, lyder det fra en ærlig prins Joachim, mens Marie med et ”mmm!” giver udtryk for, hvor glad hun er for sådan en saftig flæskesteg med sprød svær.

Prinsesse Marie tryller i køkkenet

Den omtalte DR-dokumentar er et par år gammel, og alt tyder på, at prinsesse Marie i dag er ret god til at lave en ægte dansk flæskesteg.

I kongehusets digitale julekalender kan man bag dagens låge se et opslag med prinsesse Marie, der står med en perfekt steg ved ovnen hjemme i køkkenet i Washington D.C. i USA.

Det varer ikke længe, før Marie og Joachim og deres børn Athena og Henrik rejser til Danmark for at nyde julen på Marselisborg hos dronning Margrethe.

– Men inden rejsen var familien og hunden Cerise i aftes samlet om en tidlig julemiddag, hvor Prinsesse Marie havde lavet sin danske yndlingsret flæskesteg, lyder det i dagens royale kalenderopslag.

Læs mere om: