17. maj. 2020
Af Malan Joensen

Ingrid og Frederiks lille pige: Unikke videoer fra Margrethes barndom

Prinsesse Benedikte, dronning Ingrid, prinsesse Anne-Marie, prinsesse Margrethe og kong Frederik 9.
Prinsesse Benedikte, dronning Ingrid, prinsesse Anne-Marie, prinsesse Margrethe og kong Frederik 9.
Arkivfoto: Elfelt
Se optagelser fra dejlige solskinsdage på Amalienborg Slot og Sorgenfri Slot med lille prinsesse Margrethe, prins Ingolf og prinsesse Elisabeth.

Der er solskin og masser af familiehygge i to skønne videoer fra dronning Margrethes barndom, som nu kan ses hos Filmcentralen.

I den ene er vi med i haven ved Amalienborg Slot i 1940, hvor den lille prinsesse kun er få måneder gammel.

Her ses blandt andre de stolte forældre, daværende kronprinsesse Ingrid og kronprins Frederik, sammen med kong Christian 10. og dronning Alexandrine samt prins knud og prinsesse Caroline-Mathilde og deres børn, lille prins Ingolf og storesøster prinsesse Elisabeth.

Der er mange rørende øjeblikke i den lille video på knap halvandet minut.

Kong Christian 10. ser ned i vuggen til lille prinsesse Margrethe, og selv om videoen er uden lyd, men med musik, fornemmer man tydeligt kongens stolthed over sit yndige barnebarn.

Senere går han også hånd i hånd med et andet yndigt barnebarn - prinsesse Elisabeth, der på dette tidspunkt er omkring fem år - og de to sætter sig i græsset og ser ud til at få en hyggelig snak.

Se hele filmen gratis hos Filmcentralen - klik her.

I den anden video, der er optaget i 1941, fejres kong Christian 10. sin fødselsdag i parken på Sorgenfri Slot den 26. september.

På trods af at det er så sent på året, ser der ud til at være lunt for årstiden, for lille prinsesse Margrethe har bare ben, og kommentatoren bemærker, at det er sensommer.

Også i denne video er der mange bedårende øjeblikke.

Prinsesse Margrethe og prins Ingolf trisser omkring på græsplænen på den charmerende facon, som kun tumlinger kan mestre, og senere får et bur med undulater deres fulde opmærksomhed.

Farmor, dronning Alexandrine, løfter den lille prinsesse Margrethe op, så hun bedre kan se fuglene.

Se hele filmen gratis hos Filmcentralen - klik her.

Læs mere om: