16. aug. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Kan prins Gustav og prinsesse Carinas søn arve Berleburg?

Prins Gustav og prinsesse Carina  
Prins Gustav og prinsesse Carina
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Måske er mit spørgsmål indiskret, men så undlader du bare at svare. Også jeg glæder mig over, at prins Gustav og prinsesse Carina endelig kan få et barn, selv om det er ved hjælp af en rugemor. Fint nok. Det har de fortjent. Men jeg, og sikkert mange andre, spekulerer over, om det er deres eget biologiske barn. Hvis ja, så må Carina have fået frosset æg ned i en yngre alder til brug nu. Den mulighed har man jo i dag. Hun er 54 år (nu 55, red.) og producerer sandsynligvis ikke æg længere. Hvis de har fået æg- eller sæddonation, så er det ikke helt deres eget barn, og er dette barn så arveberettiget til Berleburg? Jeg har læst alt, hvad der er skrevet i BILLED-BLADET om deres nye lykke, men her afsløres kun, at der bruges rugemor.
Med venlig hilsen
H. L. Borello

Kære H. L. Borello
Jeg er sikker på, at de gode spørgsmål, du stiller om den involverede biologi, optager mange. Jeg vil dog mene, at de hører til privatlivets fred. Hverken undertegnede, BILLED-BLADET eller den brede offentlighed kender svarene, for familien i Berleburg har ikke meddelt noget i den retning. Jeg er ikke jurist, men historiker og ved derfor ikke, om barnet kan blive anerkendt som arving til Berleburg. Da nyheden sprang, blev det i pressemeddelelsen understreget, at parret var lykkelige over, at der var fundet en ”juridisk lovlig vej”, hvilket nok hentyder til, at det er lovligt at anvende en rugemor. Arvespørgsmålet må vi vente på at få besvaret. Det undrer mig i øvrigt, at parret bliver forældre i så sen en alder - og på den måde. Det problematiske Berleburg-testamente har utvivlsomt været en hindring, men det kan også være, at parret ligesom mange andre ikke har kunnet få børn sammen. Det er ikke til at vide.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.


Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: