28. feb. 2024
Af Sofie Nymand

Kongehuset afslører ny udstilling: Nu kan du komme helt tæt på kong Frederik

Kong Frederik
Kong Frederik
Foto: Kaspar Wenstrup
Frederik er hovedpersonen i en ny udstilling på Amalienborg.

Nu kan du komme helt tæt på kong Frederiks gallauniform fra Søværnet, hans første skoletaske og den tunge bjælke, som han kæmpede med under sin frømandsuddannelse.

Det kan du fra den 22. marts, når Amalienborgmuseet slår dørene op til en ny portrætudstilling om landets nye konge.

Det oplyser kongehuset.

De føromtalte genstande sammen med fotografier, videoer og portrætmalerier udgør udstillingen, der skal fortælle historien om kong Frederik fra barn til voksen.

”Udstillingen, som vises i anledning af det historiske tronskifte den 14. januar, fortæller om de begivenheder og beslutninger, der har været med til at forme Kongens liv og person,” skriver kongehuset.

Udstillingen, der har titlen ”Frederik 10. – Konge af i morgen”, vises fra 22. marts til 8. september 2024. Herefter rejser den videre til Koldinghus, som ligesom Amalienborgmuseet også er en del af Kongernes Samling.

På Koldinghus kan den ses fra 11. oktober 2024 til 21. april 2025.

Læs mere om: