Kronprins Frederik gav ros til rørt verdensmester

For lidt over et år siden lå triatleten Camilla Pedersen i koma efter et grimt styrt på sin cykel. Siden kæmpede hun sig tilbage og vandt VM i Kina, og i aften er hun storfavorit til at blive Årets Sportsnavn, når DR sender Sport 2014 fra Boxen i Herning.
Inden det kommer så vidt, fik Camilla kongelig ros for at vende tilbage til sin sport. På vej til gallamiddagen mødte Camilla nemlig kronprins Frederik, der straks kom hen for at hilse på den flotte sportspige.
- Du har været til inspiration for mange, sagde kronprins Frederik, der til Camillas store overraskelse har fulgt med i hendes kamp for at komme tilbage til verdenseliten.
- Jeg er både beæret og rørt over, at kronprinsen følger med i, hvad jeg laver. Han er jo selv sej, når han har gennemført en ironman, sagde en stadig imponeret Camilla efter sit første møde med sportsprinsen.