Kronprins Frederik om EM-finalen: Det har været en god aften

Kronprins Frederik ved EM-finalen i kvindefodbold 2017.

Kronprins Frederik ved EM-finalen i kvindefodbold 2017.

Foto: Jeppe M. Jensen

Danmark måtte se sig slået af Holland i EM-finalen i kvindefodbold.

Søndag, 6. august 2017 - af Dorte Quist, Enschede i Holland

– Det har været en god aften, understregede kronprins Frederik efter EM-finalen, hvor værtsnationen Holland vandt 4-2, og de danske fodboldkvinder således måtte nøjes med sølvmedaljer.

Kronprins Frederik kunne dog ikke helt skjule, at han gerne havde set, at der hang guld om halsen på landsholdsspillerne.

– I første halvleg var vi lige gode. Det kunne både være blevet en dreng og en pige. Men så måtte vi afgive guldet til hollænderne i anden halvleg. De havde noget ekstra styrke og løb, må vi erkende.

Kronprins Frederik fik mulighed for at ønske spillerne tillykke med sølvet ude på banen bagefter.

– De var lidt lamslåede og kede af det. Men om et par timer er de enormt stolte, er jeg sikker på. De har været samlet siden den 7. juni, næsten to måneder, hvor de har bygget sig selv op. Så psyken har også fået et ordentlig hug. Nu skal de hjem og restituere, sagde kronprinsen.