Kronprinsen glæder sig: Frederik holder ekstra øje med grønlandsk OL-deltager
Kroprins Frederik er ikke længere medlem af Den Internationale Olympiske Komité IOC, men derfor følger han alligevel nøje med i De Olympiske Lege.
Fra fredag den 4. februar er der vinter-OL i Beijing i Kina, og her har Danmark flete atleter med.
Kronprins Frederik holder et vågent øje med grønlandsk atlet
Kronprins Frederik vil holde et vågent øje med alle fra Danmarks hold, men han har sandsynligvis lidt ekstra fokus på en særlig udøver, der er på banen i skiskydning.
Danmark har kvalificeret 62 atleter til vinter-OL i Beijing i fem idrætsgrene.
Den 62. atlet og den femte idrætsgren er netop tilføjet det danske OL-program, da DIF har udtaget Ukaleq Slettemark i skiskydning.
- Det er helt fantastisk at være udtaget til vinter-OL. Det er det største, jeg kan opnå sportsligt, siger en glad Ukaleq Slettemark til dif.dk.
Den 20-årige skiskytte, der tidligere har vundet ungdoms-VM, stammer fra Grønland, men hun stiller til OL op under det danske flag, fordi den Internationale Olympiske Komité, IOC, ikke anerkender Grønland som en selvstændig nation i en olympisk kontekst.
Ukaleq er stolt
Ukaleq Slettemark er stolt over at kunne repræsentere både Grønland og Danmark.
- Jeg er enormt stolt over at repræsentere rigsfællesskabet og stolt over at stille op under det danske flag – for både Grønland og Danmark, lyder det fra Ukaleq, der helt sikkert har en royal fan i kronprins Frederik, der må være meget begejstret for, at en grønlandsk atlet er på det danske OL-hold.
Tilmed har kronprins Frederik tidligere heppet på en anden skiskytte fra familien Slettemark.
Frederik og Mary til OL i Vancouver
Ukalaq Slettemarks far, Øystein Slettemark, var med i skiskydning for Danmark ved OL i Vancouver i Canada i 2010, og her var kronprins Frederik sammen medkronprinsesse Mary blandt andet en tur på skistadion for at følge langrend og skiskydning nær Whistler Mountain.
Masser af danskere til Beijing
Til OL stiller Ukaleq Slettemark op i 15 kilometer individuelt og 7,5 kilometer sprint. Hvis hun kommer i top 60 på sprintdistancen, så kvalificerer hun sig til jagtstarten på 10 kilometer, hvilket i bedste fald vil give hende tre olympiske starter.
Konkurrencerne foregår henholdsvis den 7., 11. og forhåbentlig også den 13. februar på National Biathlon Center i Zhangjiakou, som ligger omkring 180 kilometer fra Beijing.
Ukaleq Slettemark slutter sig til de 23 danske ishockeykvinder, 10 danske curlingspillere og vores enlige slalomkører, der allerede er udtaget til det danske OL-hold.
Senere følger udtagelsen af 25 ishockeymænd og to danske speedskatere.