Kronprinsesse Mary fik helt særlig gave til ringriderfest i Gråsten

Foto: Claus Fisker

Det var en skøn oplevelse for kronprinsesse Mary at tage imod ringrideroptoget ved Gråsten Slot. Kronprinsessen fik her en speciel gave af en af rytterne.

Søndag, 16. juli 2017 - af Ulrik Ulriksen

Kronprinsesse Mary måtte indledningsvis have hætten oppe, da hun i let regnvejr sammen med kronprinsen og deres fire børn samt dronning Margrethe tog imod Gråsten Ringriderfests store rytteroptog ved et fornemt sommerarrangement.

Begivenheden fandt sted ved Gråsten Slot, hvor Mary kunne nyde de mange ryttere og heste i ringrideroptoget, og samtidig kunne kronprinsessen glæde sig over at se sine fire børn i absolut topform. 

Blomster og gaver til Mary og børnene

Undervejs i den særlige begivenhed foran slottet fik kronprinsessen og de øvrige kongelige ved slottet både blomsterbuketter og flere små gaver af de forbipasserende ringrider-deltagere.

Mary fik på et tidspunkt en lille æske, som hun smilende takkede for og straks viste sine børn.

– Den er til Grace, sagde Mary til børnene, kronprinsen og dronningen.

Grace er kronprinsparrets nye hundehvalp. En godt og vel tre måneder gammel border collie-tævehvalp.

En perfekt dag for de kongelige

Grace var ikke med ude ved rytteroptoget, da kombinationen af heste og en lille hund ikke nødvendigvis er så god.

Til gengæld var kombinationen af de kongelige og alle de lokale tilskuere og ringriderryttere en cocktail, der var så perfekt, at vi sikkert kommer til at opleve den mange år fremover.