22. maj. 2017
Af Ulrik Ulriksen

Kronprinsesse Mary fik hjertet til at banke

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: Martin Høien
Alle i salen klappede, da kronprinsesse Mary viste veludviklede evner som hjertestarter ved en livsvigtig kongres i København.

Kronprinsesse Mary var æresgæst ved åbningen af kongressen European Emergency Medical Services i Tivoli Hotel & Congress Center i København, hvor hun blev modtaget af den seksårige blomsterpige Sia og læge Freddy Lippert.

Herefter gik kronprinsessen ind i konferencesalen, hvor hun på et tidspunkt trådte op på scenen for at erklære EMS 2007-kongressen for åben.

Det blev gjort ved, at kronprinsessen rørte ved et stort hjerte, der ved den royale berøring lyste rødt og flot op og så ud til at banke fint. Kronprinsessen veludviklede evner som hjertestarter fik alle i salen til at klappe.

Bedre til at redde liv

Symbolikken var til at tage og føle på, for kongressen drejer sig netop om at sætte øget fokus på livgivende akut hjælp. På EMS 2017-mødet talte læger og forskere om, hvordan vi bliver bedre til at redde liv, når folk for eksempel falder om med hjertestop på gaden eller hjemme hos familien.

Kronprinsesse Mary så på hjertemassage

I løbet af sit besøg blev kronprinsessen, der er protektor for EMS2017 introduceret for Region Hovedstadens nye Babylance, som er en særligt designet ambulance til babyer og børn under to år.

Mary fik også ved en dukke demonstreret, hvordan man enkelt og effektivt med en gang hjertemassage kan redde en person, der er faldet om.

Var begejstret

I forbindelse med kongressen blev et verdensrekordforsøg sat i gang. Så mange danskere som muligt skulle i løbet af 12 timer yde livreddende førstehjælp på genoplivningsdukker. Det er fire medicinstuderende og TrygFonden, der står bag rekordforsøget, og formålet er at sætte livreddende førstehjælp på dagsordenen i Danmark og motivere danskerne til at træde til, hvis de bliver vidne til et hjertestop.

BILLED-BLADETs fotograf og journalist deltog blandt mange andre i rekordforsøget, som kronprinsesse Mary begejstret hørte om, inden hun forlod Tivoli Hotellet.

Læs mere om: