1. jan. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Mandag sker det: Marys sidste store gallaaften som kronprinsesse

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: Lars H. Laursen
Nytårstaflet mandag aften bliver Marys sidste store gallaaften som kronprinsesse. Fra den 14. januar bliver hun hele Danmarks dronning.

Siden 2004, hvor kronprinsesse Mary giftede sig med kronprins Frederik, har hun deltaget i massevis af store gallafester, men nytårstaflet den 1. januar 2024 bliver et ganske særligt et af slagsen.

Det bliver nemlig den sidste store gallaaften for kronprinsesse Mary i rollen som netop kronprinsesse.

Når nytårstaflet afholdes igen næste år på årets første dag, bliver det med Mary som dronning, ligesom det til den tid også vil være hende, der sammen med kronprins Frederik ankommer sidst til festlighederne.

Det står klart, efter dronning Margrethe i sin nytårstale søndag aften afslørede, at hun træder tilbage og overlader pladsen til sin søn.

Nytårstaflet mandag aften bliver et ganske særligt et af slagsen, fordi det afholdes blot et døgn efter, at dronning Margrethe afslørede sine planer om at abdicere.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-01/_han3762.jpg
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik til nytårstaffel i 2023.
Foto: Hanne Juul

Både den 3. og 4. januar er der traditionen tro nytårskur, men de foregår om dagen, og de er - modsat nytårstaflet - ikke en gallafest.

Det betyder også, at kronprinsesse Mary for eksempel ikke bærer diadem til kurene. Det gør hun derimod til nytårstaflerne.

Kronprinsesse Mary har masser af gange båret dronning Ingrids rubinsæt til netop gallataflerne. De kostbare smykker bæres kun til de allermest fornemme kongelige fester.

Første gang kronprinsesse Mary bar rubinsættet var til en gallamiddag på Christiansborg Slot, som blev afholdt i maj 2004 i anledning af Mary Elisabeth Donaldsons og kronprins Frederiks bryllup tre dage senere.

Mary Donaldson og Kronprins Frederik ankommer til gallamiddag på Christiansborg i anledning af det forestående royale bryllup.
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik fotograferet tre dage før deres bryllup i 2004. Her bar hun rubinsættet for første gang.
Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Ved brylluppet den 14. maj blev Mary hele Danmarks kronprinsesse, men efter knap 20 år med den titel er det snart slut.

Fra den 14. januar er hun dronning Mary og skal tituleres ’hendes majestæt’.

Læs mere om: