27. apr. 2014
Af af Helle Skram de Fries

Mary fortsætter kampen for kvinders rettigheder

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/_lhl7765.jpg
Foto: LARS H: LAURSEN
Kronprinsesse Mary holdt en bevægende tale ved Amnesty Internationals landsmøde.

Der var kæmpe bifald til kronprinsesse Mary på Hotel Nyborg Strand, da hun i dag var gæstetaler ved Amnesty Internationals landmøde 2014.

Ud fra temaet ”My Body My Rights” var kvinder og pigers ret til at bestemme over egen krop under debat.

Kronprinsessen var inviteret, fordi hun som protektor for FN’s Befolkningsfond, er fortaler kvinder og pigers seksuelle og reproduktive rettigheder.

- Jeg takker for invitationen. Emnet ligger mig meget på sinde, og jeg er glad for, at Amnesty International tager det op. Det er en menneskeret at bestemme over sin egen krop, lød det fra en engageret kronprinsesse, der fortsatte:

- Inden i aften er 39.000 piger blev tvangsgift, 8.000 er blevet omskåret og 800 piger og kvinder er døde i forbindelse med fødselskomplikationer.

Mary pointerede, at man aldrig må glemme, at det ikke bare er tal og statistikker. Det er mennesker og skæbner. Kronprinsessen kaldte sit arbejde for kvinders rettigheder for ”en chokerende rejse”.

- Jeg vil slutte af med at fortælle jer lidt om, hvad jeg har oplevet og lært. Det har været en rejse – en chokerende og berigende rejse. Det begyndte med ordene fra en kvindelig fødselslæge fra Tchad, som fortalte: ”Når en kvinde bliver gravid i mit land, står hun med én fod i graven”. Jeg kunne ikke forstå, at en kvinde i vores tid skulle risikere at miste sit liv for at give liv. Jeg ville gerne vide mere, og i det forløb gik det op for mig, at mødredødelighed – selvom det er en af de stærkeste manifestationer af ulighed i et samfund – kun var toppen af isbjerget. Personligt ved jeg, hvor privilegeret jeg har været ved mine egne fødsler: Fuld adgang til information, sundhedsydelser og kvalificeret fødselshjælp. Hvor privilegeret, er jeg blevet bekræftet i gentagne gange i de sidste mange år. Men det kom endnu tættere på, da jeg så frygten i blikket på to højgravide syriske kvinder i en flygtningelejr i Jordan sidste år, sagde kronprinsesse Mary blandt andet.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen var også gæstetaler i Nyborg. Han var netop i dag vendt hjem fra statsbesøget i Kina og understregede, hvor meget genklang den danske kronprinsesses kamp for kvinders rettigheder vækker ude i verden.

- Der lægges mærke til kronprinsessens store indsats og hendes utrættelige arbejde. Det er meget værdsat og højt respekteret ude i verden, kunne ministeren fortælle.

Læs mere om: