29. jun. 2023
Af Marianne Singer

Nu er det ferie: Se dronning Margrethe storhygge sig i gakket univers hos Zirkus Nemo

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.

Dronning Margrethe storhyggede sig på sin ferie i gakket univers hos Zirkus Nemo
Video: Martin Høien
Dronning Margrethe blev torsdag aften budt varmt velkommen af Søren Østergaard og Lisbet Lundquist, da hun ankom til Zirkus Nemo for at overvære aftenens gakkede forestilling.

Dronning Margrethe nyder allerede i fulde drag sit sommerophold på Marselisborg Slot i Aarhus.

Torsdag aften ankom hun således i højt humør og chik stil til Zirkus Nemo i Aarhus, hvor zirkusdirektør Søren Østergaard sammen med sin hustru Lisbet Lundquist bød hende varmt velkommen inden forestillingens start.

Se videoen med en veloplagt dronning Margrethe ankomme til Zirkus Nemo i toppen af artiklen

Gakket univers

Dronningen har igennem mange år været fast gæst ved Zirkus Nemos forestillinger og er kæmpe fan af det gakkede univers med skæve figurer som Smadremanden, Bager Jørgen, Målermanden, Marianne, Baglænsmanden og Manden der ikke kan fløjte.

Under årets forestilling "Zirkus Nemo Classic" kan dronningen også glæde sig til at opleve nogle af verdens dygtigste artister, heriblandt halsbrækkende akrobatik fra Duo Stauberti, tempojongløren Claudius Specht og akrobaterne Duo Flash.

Hædret af dronningen

Det er ikke kun dronningen, der gennem årene har været på besøg hos Zirkus Nemo.

Søren Østergaard optrådte i 2018 ved dronningens traditionsrige aftenselskab på Christiansborg Slot for regeringen, Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Og i 2016 var den populære entertainer dronningens bordherre ved et aftenselskab på Christiansborg Slot, lige som hun i 2021 hædrede ham som Årets Æreshåndværker ved Håndværkerforeningens medaljeuddeling.

Læs mere om: