Prins Joachim fik historier fra verdenshavene

Foto: Martin Høien

En reception i Helsingør markerede skoleskibets afslutning på årets togt, og blandt deltagerne var prins Joachim.

Mandag, 15. maj 2017 - af Henrik Salling

Helsingør blev ankomsthavnen for skoleskibet Danmark, som for nylig rundede Kronborg og dermed afsluttede vinteren og forårets sejlads.

Gennem de sidste mange måneder har skibet anløbet havne på fremmedartede destinationer som Lissabon, Gran Canaria, Jomfru Øerne og Bermuda, hvor solen har stået højt på himmelen.

Men nu er årets tur afsluttet, og de 80 elever, som årligt tager med skibet på togt, kan se tilbage på en tur, de aldrig glemmer. De har fået farve i kinderne og er blevet en oplevelse rigere.

Historier fra verdenshavene

Prins Joachim er som bekendt protektor for Danmark og støttede som så ofte før op om skibets hjemkomst til danske farvande. Afslutningen blev markerert med en reception om bord. Her fik eleverne lejlighed til at hilse på prinsen - og prinsen fik lejlighed til at høre om den lange tur på klodens store have.

Det var Helsingørs borgmester, Benedikte Kier, som officielt var vært for receptionen om bord på skoleskibet, som er en tremastet skonnert, bygget i 1932.

På onsdag sejler Danmark fra Vedbæk til København. Her vil man endnu en gang kunne finde prins Joachim om bord. Med sig har han efter planen både prinsesse Marie, prins Henrik og prinsesse Athena.

LÆS MERE: Marie og Joachim lod lille Henrik blive hjemme.