11. jan. 2024
Af Marianne Singer

Undrer du dig også? Derfor er prinsesse Marie ikke med til tronskiftet

Prinsesse Marie sammen med prins Joachim ved nytårstaflet 2024. 
Prinsesse Marie sammen med prins Joachim ved nytårstaflet 2024.
Foto: Hanne Juul
Der er en god forklaring på, hvorfor prinsesse Marie ikke, ligesom prins Joachim, deltager i tronskifte-ceremonien søndag.

Onsdag oplyste Lene Balleby, kommunikationschef hos Kongehuset, at prins Joachim og kronprinsesse Marys søster, Jane Stephens, begge deltager i tronskifte-ceremonien på Christiansborg Slot søndag den 14. januar.

Samtidig bekræftede hun, at prinsesse Marie ikke vil være tilstede på den historiske dag, men befinde sig i Washington, D.C. sammen med grev Henrik og komtesse Athena.

Her har prins Joachim siden den 1. september arbejdet som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade.

Har vakt undren

Det har helt sikkert skabt undren hos danskerne, at prinsesse Marie og prinseparrets to børn ikke er tilstede ved tronskiftet søndag, nu hvor prins Joachim er med.

Forklaringen er dog, at tronskiftet er en formel ceremoni, hvor prins Joachim har en statsretslig rolle og i den egenskab deltager ved den nye konges side under proklamationen.

Hvis det havde været en familiefejring ville prinsesse Marie og også flere andre medlemmer af den kongelige familie have deltaget.

Som Lene Balleby også understregede onsdag, har prinseparrets børn også deres skole at passe hjemme i Washington D.C.

Læs mere om: