VIDEO: Kronprinsesse Mary kæmper med genstridigt bånd

Kronprinsesse Mary klippede båndet til Arlas nye center i Skejby ved Aarhus. Men det var ikke en helt nem opgave.

Onsdag, 17. maj 2017 - af Ken Richter

Kronprinsesse Mary måtte bruge lidt ekstra kræfter ved åbningen af Arla Innovation Center i Skejby ved Aarhus.

Båndet, hun skulle klippe over, var nemlig flettet af urter, blomster og ranunkel, som malkekøerne æder ude på marken, og det gik ikke helt let med en forgyldt saks. Men kronprinsessen viste det rette håndelag og fik et stort bifald for det seje klip.

Kronprinsesse Mary blev vist rundt

12.000 landmænd, som er fordelt i syv lande, ejer mejerigiganten Arla, og de har med det nye udviklingscenter sikret sig, at de fortsat kan være førende på verdensplan, når det handler om at opfinde og udvikle nye mejeriprodukter.

Kronprinsessen Mary fik en hurtig rundvisning i det 10.000 kvadratmeter store nybyggeri, som har kostet næsten 300 millioner kroner.

Den kongelig gæst kom rundt i laboratorierne, hvor der også var smagsprøver på noget af det, som måske bliver en del af fremtidens mælkeprodukter i køledisken i det lokale supermarked et sted i verden.

Kronprinsesse Mary Foto: Flemming Jeppesen/BILLED-BLADET